OMRÅDER

Macao er delt op i fire områder, der tilsammen dækker et areal på cirka 30,5 km2.

Macao-halvøen

Macao-halvøen er Macaos hjerte og huser bl.a. byens historiske centrum, der i 2005 blev optaget på UNESCOS verdensarvsliste. Her finder man i alt 8 torve og 22 historiske bygninger – inklusiv adskillige kirker, et bibliotek, fæstningsanlæg, en kirkegård, et teater, et universitet og meget mere.

Taipa

Taipa er en skattekiste af butikker, traditionelle cafeer, souvenirshops og meget mere. Området er især kendt for sin portugisiske vibe med pastelfarvede huse og rolige gader – og området gemmer også på et stort udvalg af lækre portugisiske restauranter.

Coloane

I Coloanes smalle gader kan man opleve en bid af det gamle Macao, og området er kendetegnet ved grønne omgivelser, traditionelle landsbyer samt strande og bugter. To af områdets mest velbesøgte steder er St. Francis Xavier-kapellet og Taoist Temple, der blev dedikeret til søfareren God Tam Kang. På torvet foran kapellet finder man flere anbefalelsesværdige restauranter, der serverer både portugisisk og kinesisk mad. Går man langs floden hen til Tam Kong Temple, kan man opleve de lokales livsstil og huse bygget på pæle i vandet.

Cotai

Cotai ligger mellem Taipa og Coloane. Her finder man de store internationale resort- og hotelbrands som fx The Venetian, Four Seasons, Banyan Tree, JW Marriot, The Ritz-Carlton, Wynn og MGM.