23. marts 2012
Sociale medier: Sådan bruger du Facebook Timeline til branding
Når Facebook om en uge tvinger samtlige profiler til at iklæde sig deres nye design, Timeline, er det ikke en sorgens dag. Tværtimod. Det nye design er guf for mange virksomheder.

Den helt store styrke ved Facebooks Timeline er ganske enkelt en øget mulighed for branding. Det nye design giver et væsentligt bedre visuelt indtryk, end det hidtil har været på Facebook. Med de rigtige billeder og en kreativ tilgang har alverdens virksomheder virkelig en chance for at komme ud over rampen.

Det store billede
Den største ændring – der nærmest er umulig at overse – er det såkaldte Cover-billede. Cover-billedet er det første, man ser på en side, og her har du alle tiders mulighed for at sende et stærkt signal. Brug et billede, der fortæller noget om din virksomheds produkter, ansatte eller profil uden at sige det direkte. Brug et kreativt billede, der har lidt kant, er sigende for virksomheden og – ikke mindst – ser hamrende godt ud.

Få inspiration fra innovative og kreative brands og personer.

Der er ting, man ikke må gøre med sit profilbillede – eksempelvis reklamere for tilbud. Læs Facebooks retningslinjer.

Større kontrol over indholdet
I Timeline har du som sideadministrator et bedre skelet at hænge jeres brandingelementer op på. Og du har større mulighed for at kontrollere indholdet, der ikke nødvendigvis skal stå i kronologisk rækkefølge.

Det nye Facebook-design er i to spalter, men det er muligt at brede en post ud over hele siden ved at bruge den nye star-funktion, som man finder oppe i højre hjørne af posten. Lige ved siden af stjernen er der en anden ny mulighed: pin-funktionen. Med dette bogmærkelignende tiltag kan du nu sikre dig, at en post flyder ovenpå i de næste syv dage – brug det til at skabe opmærksomhed på ugens vigtigste nyhed.

Det er dog ikke alt, du selv kan kontrollere: Hvis nogen nævner din virksomhed (via tagging) et eller andet sted på Facebook, vil det dukke op på din side. Både de rosende ord OG de kritiske formuleringer. Heldigvis er der i det nye design mulighed for at indgå i en personlig dialog med de enkelte facebook-profiler uden om offentligheden. Man kan også skjule posts på tidslinjen, hvilket man dog skal være påpasselig med, da det nemt kan fremstille virksomheden som arrogant, ligeglad eller benægtende.

De almindelige posts (opdateringer, billeder og videoer) er blevet større i Timeline. Det vil sige, at alt, hvad man foretager sig på det virtuelle værested, ganske enkelt ser ud af mere. Formår man derfor igen at bruge store, flotte billeder og interessante videoer, er der større chance for at engagere sin modtager. Det lykkes meget godt for eksempelvis Ben & Jerry’s.

Tilbage til fortiden
Som det ligger i navnet, så går Timeline tilbage i Facebook-historien. Det sker med de nye såkaldte milepæle, man kan placere på ens tidslinje. Disse milepæle kan være opstartsdato, flytninger, nye kolleger, jubilæer – alt sammen fremhævet med enten store billeder eller videoer. Gå derfor jeres historie igennem og vær ikke bange for at dele den med offentligheden. Det tilføjer et personligt, nærværende og autentisk aspekt til virksomheden – og er som oftest også en god historie.

Se eksempelvis, hvordan det amerikanske TV-program, SportsCenter, tager deres fans tilbage i tiden. Eller se, hvor udførlige den amerikanske flåde har været med deres imponerende linje tilbage i historien.

Hvor tingene hurtigt blev glemt og gemt på det gamle, velkendte Facebook, så opfordrer Timeline til at scrolle tilbage i tiden og se eller gense hele jeres eksistens på Facebook. Og det er hurtigt gjort via den nye årstalsmenu, der er delt på op i år og måneder.

Overgangen til det nye layout kan derfor være en god anledning til at gøre forårsrent på Facebook-siden. Smid det ud, I ikke vil gemme – alle nullermændene bliver nemmere at se om en uge.

God fornøjelse – eller videre læsning!
 
 

Om Related

Related er et moderne PR-bureau, der arbejder målrettet med pleje af virksomheder og organisationers omdømme og relationer til omverdenen. Det gør vi både på de platforme, du selv ejer, og på de platforme, du ikke kan kontrollere.

Vi tænker PR bredt. Vi tror ikke på at være eksperter inden for alle kommunikationsdisciplinerne. Men vi tror på at være specialister inden for PR, og på at tænke kreativt og innovativt hver eneste dag. Faktisk tror vi, det er den rigtige – og eneste – vej at gå som moderne PR-bureau.

Læs mere

 

De 3 seneste nyheder

Ny praktikant hos Related

Vi har travlt for tiden. Derfor er vi glade for at kunne byde vores nye praktikant Ellen velkommen på holdet...

Related forstærker tech-teamet

Foråret er endelig kommet. Udenfor begynder alting at vokse - og det samme gør Related. Det seneste skud på stammen hedder Niklas Arnell, der skal være en del af Relateds kontor i Stockholm...

Related på udkig efter næste praktikant

Vi har netop indledt jagten på efterårets praktikant...