25. februar 2014
Feriestemning og rejselyst i Messecenter Herning
Den store danske feriemesse Ferie for Alle blev igen i år afviklet med stor succes. I løbet af fredag, lørdag og søndag besøgte adskillige nysgerrige journalister og glade turister Messecenter Herning for at blive inspireret til årets ferierejser og opleve nyhederne fra de mange destinationer og rejsebureauer. Related deltog på messen som repræsentant for en lang række af vores turismekunder, og de tre dage fløj afsted og efterlod både besøgende og udstillere fulde af indtryk og inspiration.

Related deltog igen i år på Skandinaviens største rejsemesse, for at assistere en række af vores kunder og blive opdateret på rejsebranchens nyheder - og for at afvikle aftaler med nogle af de 205 pressefolk, der gæstede messen. 

Græsk skattejagt
Grækenland var Årets Partnerland, hvilket blandt andet afspejlede sig i udsmykningen ved sceneområdet. Ved at begive sig på skattejagt rundt på messen og svare på spørgsmål om Grækenlands historie og traditioner kunne børn og deres forældre deltage i den daglige lodtrækning om en rejse til Grækenland med både fly og overnatning. Skattejagten var arrangeret af Related.

Dominikansk rom
På Den Dominikanske Republiks stand var det de voksne, der blev forkælet med smagsprøver på dominikansk rom, og der blev udloddet en fin flaske af den caribiske specialitet i en konkurrence på Den Dominikanske Republiks Facebook-side koordineret af Related. Interessen for den caribiske destination er stødt stigende, hvilket man fornemmede på den velbesøgte stand. Der var stor opmærksomhed og nysgerrighed fra de besøgende, folk fra rejsebranchen og pressefolk.

Egyptisk farao og dans
For Den Egyptiske Ambassades Turistråd havde Related stablet en Facebook-konkurrence på benene. Flere af de mange besøgende klædte sig konkurrencelystent ud som traditionel egyptisk farao og stillede glade op til fotografering. Billedet med flest Facebook-likes vandt nemlig en pakkerejse til Egypten, mens andenpræmien var et dykkerkursus. For at sætte stemningen på standen, der desuden bød på lokale egyptiske lækkerier, kunne man også opleve en egyptisk danser, der imponerede forbipasserende i alle aldre.

Møder med samarbejdspartnere
Det store antal udstillere på messen gav anledning til nogle gode møder og dialoger, hvor Related på vegne af vores kunder fik drøftet nyheder og muligheder for samarbejde med både eksisterende kontakter og nye forbindelser.

Pia Sørensen fra Related er igen i år rigtig godt tilfreds med messens forløb:

- Ferie for alle er Nordens største rejsemesse, som vi ser frem til hvert år. Både fordi vi repræsenterer en lang række af vores destinationer på messen og fordi det er et alletiders sted at skabe netværk og møde nye mennesker fra branchen; både pressefolk og udstillere men også de turister, der overvejer at besøge en af vores destinationer.

Næsten besøgsrekord
Generelt summede hallerne af rejselængsel og god stemning, og de i alt 1088 udstillere har da også god grund til at være tilfredse med messen. Messen havde i løbet af de tre dage 64.520 besøgende, hvilket er tæt på at være næsten lige så mange som i 2012, hvor det blev sat besøgsrekord.

Hos Related glæder vi os nu endnu mere til næste år, både på egne og vore kunders vegne, og mens der pludselig er et år til Ferie for Alle igen løber af stablen, er verdens største turisme- og rejsemesse ITB i Berlin lige rundt om hjørnet.
 
 

Om Related

Related er et moderne PR-bureau, der arbejder målrettet med pleje af virksomheder og organisationers omdømme og relationer til omverdenen. Det gør vi både på de platforme, du selv ejer, og på de platforme, du ikke kan kontrollere.

Vi tænker PR bredt. Vi tror ikke på at være eksperter inden for alle kommunikationsdisciplinerne. Men vi tror på at være specialister inden for PR, og på at tænke kreativt og innovativt hver eneste dag. Faktisk tror vi, det er den rigtige – og eneste – vej at gå som moderne PR-bureau.

Læs mere

 

De 3 seneste nyheder

Ny praktikant hos Related

Vi har travlt for tiden. Derfor er vi glade for at kunne byde vores nye praktikant Ellen velkommen på holdet...

Related forstærker tech-teamet

Foråret er endelig kommet. Udenfor begynder alting at vokse - og det samme gør Related. Det seneste skud på stammen hedder Niklas Arnell, der skal være en del af Relateds kontor i Stockholm...

Related på udkig efter næste praktikant

Vi har netop indledt jagten på efterårets praktikant...