24. februar 2015
Feriestemning i Herning
Related deltog i weekenden på feriemessen Ferie for Alle i Herning for at mødes med samarbejdspartnere og repræsentere nogle af vores turismekunder. Messen forløb over al forventning, og de tre dage efterlod Relateds udsendte med utallige visitkort, nye bekendtskaber og trætte fødder.

Messecenter Herning var i weekenden den 20.-22. februar forvandlet til et sandt rejsemekka. 1100 udstillere havde taget plads i de store haller, hvor både danske, europæiske og oversøiske rejsemål var repræsenteret.

Personlig rådgivning til turisterne
To af Relateds medarbejdere var at finde på Florida Beaches-standen, hvor The Beaches of Fort Myers & Sanibel udstillede sammen med fire andre Florida-destinationer. Mange af de besøgende, der lagde vejen forbi standen, havde allerede købt flybilletten, men ønskede inspiration til, hvad de skulle opleve i Florida, mens andre stadig var i overvejelsesfasen i forhold til årets ferierejser.
 
- Selvom man kan finde stort set alt på internettet oplever vi, at turisterne sætter pris på at få personlig vejledning og inspiration til, hvilke muligheder de har og hvilke områder, der er ”must visits”. Derfor er det vigtigt at være repræsenteret på en feriemesse som Ferie for Alle, hvor de besøgende bevidst har afsat en hel dag til at samle ferieinspiration. Vi oplevede en stor interesse i Fort Myers og Sanibel, både fra ældre par, der havde gæstet området mange gange, og yngre børnefamilier, der endelig havde besluttet sig for at skulle af sted på drømmeferien, siger Hanna Johansson, der er Account Manager hos Related.
 
Nye muligheder for samarbejde
Mens messen er en god mulighed for at møde forbrugerne i øjenhøjde, er det også et oplagt sted at mødes med branchefolk. Det store antal udstillere gav anledning til nogle spændende møder, hvor Related på vegne af kunder som Kenyas Turistråd og Werner Lau fik mulighed for at præsentere aktuelle nyheder og drøfte muligheder for samarbejde med turoperatører og rejsebureauer.
 
Forud for messen havde Related også koordineret møder for VISITFLANDERS, og Private Safaris, der begge gæstede feriemessen om fredagen for personligt at mødes med den danske rejsebranche.
 
- Feriemessen i Herning er et oplagt sted at udvide netværket og mødes med relevante aktører indenfor branchen. En rigtig stor del af den danske rejsebranche er samlet på messen, og det er derfor rigtig givtigt for vores udenlandske turismekunder at deltage, fortæller Henrik Koch, der er direktør i Related, og også var med på messen.
 
Flere rejsemesser forude
I alt fik 62.855 danskere vakt rejselysten på messen.  Og med en veloverstået Ferie for Alle i bagagen kan Related begynde at se frem til ITB i Berlin den 4.-8. marts og TUR-messen i Göteborg den 20.-22. marts.

De 3 seneste nyheder

Ny praktikant hos Related

Vi har travlt for tiden. Derfor er vi glade for at kunne byde vores nye praktikant Ellen velkommen på holdet...

Related forstærker tech-teamet

Foråret er endelig kommet. Udenfor begynder alting at vokse - og det samme gør Related. Det seneste skud på stammen hedder Niklas Arnell, der skal være en del af Relateds kontor i Stockholm...

Related på udkig efter næste praktikant

Vi har netop indledt jagten på efterårets praktikant...