15. november 2012
Bliv digital tryllekunstner med fem simple tricks
Træt af kedelige PowerPoint-præsentationer? Og af endimensionelle billeder? Og vil du gerne give dine tekster et løft? Så skal du læse denne guide. Den giver dig fem gratis redskaber, som kan gøre din mus til en digital tryllestav.

Jing
Jing kan tage billeder af dit skærmbillede hurtigt og enkelt. Det er smartere end de velkendte screenshots, hvor man også får hele skærmbilledet med (også mailen til Moster Karen og vinduet med syvkabalen), hvis ikke man husker at beskære det efterfølgende. 

Med Jing kan du tage præcist det billede af skærmen, du ønsker. Du kan indsætte pile og tekst for at fremhæve elementer i billedet. Og du kan kopiere billederne direkte over i en mail eller gemme dem på computeren. 

Man bliver afhængig af Jing. Har du først prøvet det, vil du aldrig mere bruge screenshot eller andre bøvlede billede-løsninger. 

Se mere her
 
Express Scribe
Transskriberingsprogrammet Express Scribe er en digital hermafrodit. Det er både et lydprogram, hvor man kan høre sine optagelser fra en diktafon, OG et skriveprogram, hvor man kan skrive sine noter ind. 

Det er væsentligt mere effektivt end at afspille lydfilen i en almindelig player og skifte til et skriveprogram. Ikke mindst fordi der er en række nyttige værktøjer i Express Scribe fx play med automatisk pausefunktion, hurtig afspilning (så kan man også lege Rasmus Radiomus), og den understøtter langt de fleste filformater. 

Teksten kan med et trylleslag flyttes over i et word-dokument. 

Læs mere om Express Scribe her
 
Prezi
Flere og flere lider af PowerPoint-forstoppelse. De er mætte af intetsigende, informationstunge og endimensionale slides. For ikke at tale om oplægsholdere, som står og læser op fra skærmen. Men der er håb. 

Hvor PowerPoint trasker ud af en kedelig klokkestreng, kan du med Prezi lave ikke-lineære forløb på det lærred, der er dit arbejdsområde. Det kan bedst sammenlignes med et videokamera, der holdes over et skrivebord. Man kan bevæge kameraet fra det ene hjørne til det andet, gå tilbage til et hjørne, zoome ind, panorere hen over hele lærredet etc. Prøv selv – og sæt fut i din næste præsentation. 

Se mere om programmet her 

Se et veludført eksempel på en Prezi-præsentation her
 
Berta
Brug Berta til at passe på dine tekster. Hun er din livredder, hvis du falder i den kommunale gryde og bruger unødigt lange ord og sætninger. 

Med et par klik kan Berta analysere dine eller andres tekster. Sprogrobotten kan dissekere alt fra antal sætninger, kommaer, gennemsnitligt antal bogstaber pr. ord, gennemsnitligt antal ord pr. sætning, lixtal etc. Du kan få en visuel fremstilling af, hvordan sætningslængden udvikler sig gennem teksten. Og du kan se en præcis gengivelse af hvilke ord, der optræder hyppigst i teksten.

I vores Guide: Undgå at få pip af Twitter er der fx 902 ord, hvor af de 382 af dem er unikke. Det gennemsnitlige ord pr. sætning er 13,88 og lixtallet er på 34,61. Så ved du det.

Mød Berta her
 
Thinglink
Her er et værktøj, som du virkelig kan trylle og imponere med. Thinglink omdanner almindelige, flade billeder til små multimediefortællinger. 

Kør et billede gennem Thinglink og trylle-trylle-trylle – så kan du tilføje interaktive elementer fx videoklip, musik og tekst fra Wikipedia. Det kræver hverken kodekendskab, komplicerede programmer eller support-opkald. 

Når du har tilføjet de ekstra elementer til billedet, kan du nemt dele det med vennerne. Eller du kan integrere det på dit website, din Facebookside eller i dit nyhedsbrev. 

Få dit billede til at sige betydeligt mere end 1000 ord med Thinglink.

Kom i gang med de interaktive billeder her
 
 

Om Related

Related er et moderne PR-bureau, der arbejder målrettet med pleje af virksomheder og organisationers omdømme og relationer til omverdenen. Det gør vi både på de platforme, du selv ejer, og på de platforme, du ikke kan kontrollere.

Vi tænker PR bredt. Vi tror ikke på at være eksperter inden for alle kommunikationsdisciplinerne. Men vi tror på at være specialister inden for PR, og på at tænke kreativt og innovativt hver eneste dag. Faktisk tror vi, det er den rigtige – og eneste – vej at gå som moderne PR-bureau.

Læs mere

 

De 3 seneste nyheder

Ny praktikant hos Related

Vi har travlt for tiden. Derfor er vi glade for at kunne byde vores nye praktikant Ellen velkommen på holdet...

Related forstærker tech-teamet

Foråret er endelig kommet. Udenfor begynder alting at vokse - og det samme gør Related. Det seneste skud på stammen hedder Niklas Arnell, der skal være en del af Relateds kontor i Stockholm...

Related på udkig efter næste praktikant

Vi har netop indledt jagten på efterårets praktikant...