23. januar 2012
Søgemaskineoptimering skal trække turister til Skanderborg
VisitSkanderborg har længe ærgret sig over, at deres hjemmeside ikke lå særlig højt placeret på Google på flere af de ord, de gerne ville findes på. De entrerede derfor med Related for at få hjælp til dels at finde ud af, hvilke ord der skal satses på, dels hvordan det praktisk håndteres.
VisitSkanderborg profilerer sig på to sites, et site henvendt til turisterne, og et site der profilerer Skanderborg som event-destination. Turistdelen havde et ønske om at blive fundet på nogle af kerneattraktionerne, og eventdelen, som er forholdsvis ny, havde brug for at få struktureret sitet på en måde, der er optimeret til Google.
Processen startede med et arbejdsmøde, hvor vores konsulent fik en masse informationer om sitet, målgrupper, Google-erfaringer, ressourcer til opdateringer osv. På den baggrund foretog vi en søgeordsanalyse, der viste, hvilke ord det kunne betale sig at satse på. Dvs. på hvilke ord er konkurrencen lav og søgningen høj.
Hjælp til implementering
På baggrund af analysen satte vi os sammen med de to medarbejdere, som skal stå for den praktiske implementering af ordene og den efterfølgende vedligeholdelse af de to sites. Sammen gik vi de forskellige ordkategorier igennem og udvalgte de ord, der skal satses på i de forskellige kategorier. Derefter kiggede vi på sitet som helhed og på optimeringsmuligheder her. Afslutningsvis fik de to medarbejdere en introduktion til principperne bag Google-optimering, så de selv kan varetage processen efterfølgende.
Bag eventdelen står en række lokale virksomheder og attraktioner. De blev på et efterfølgende netværksmøde introduceret til principperne bag optimeringen af netværkets site. De fik indsigt i projektet, og samtidig fik de en række gode råd med på vejen til selv at arbejde med søgemaskineoptimering på deres respektive sites.
Medarbejderne hos VisitSkanderborg har efterfølgende selv arbejdet videre med optimeringen og har løbende fået sparring på deres tekster.