28. februar 2013
Related sejler op ad Gudenåen
Related har stået for at udarbejde et nyt brandingkoncept og en ny visuel identitet for VisitGudenaa. Målet er at gøre Gudenåområdet til en samlet feriedestination og tiltrække endnu flere turister end hidtil.

Gudenåen er Danmarks længste å. Men den er meget mere end det. Den er et midtjysk mekka af top-attraktioner, sprællevende byer og store kulturevents samt en strøm af aktiv ferie-tilbud. Derfor har Gudenåen et stort potentiale som turistdestination. Området er allerede populært, men der er mulighed for at trække mange flere turister til. Og det kræver et stærkt, samlet brand og en ny fortælling om destinationen.

Syv kommuner – ét brand
Hele syv kommuner har andel i Gudenåen. For at stå stærkere som turistdestination er de gået sammen om at skabe ét, samlet brand – med hjælp udefra.

- Related har hjulpet os med at finde frem til vores DNA - hvem vi er, som destination. Det er bl.a. sket via interviews med alle turistforeningerne i de syv kommuner og via involveringsmøder med relevante aktører omkring åen. Derudover har de hjulpet os med at finde frem til, hvilke målgrupper vores destination kan og skal tiltrække – og hvilke værdier, der er karakteristiske for Gudenåen. Det skal alt sammen hjælpe os med at gøre vores markedsføring skarpere og tiltrække flere turister, fortæller Gunhild Øeby Nielsen, der er projektleder hos VisitGudenaa.

Visuel identitet og brand-film
Da brandkonceptet, brand story og payoff var på plads, udarbejdede Related i samarbejde med reklamebureauet Opening en visuel identitet, der giver payoff’et ”Yours to explore” visuelt liv.

Identiteten skal nu bæres ud på en lang række flader og via forskellige markedsføringsaktiviteter.

Brandingprocessen har indtil videre bl.a. resulteret i en kort brandfilm, som fortæller historien om Gudenå-brandet og formidler den nye fælles identitet.

Turisme skal skabe vækst 
Som resultat af den nye destination og et forhåbentligt væsentligt forøget antal turister til området, håber Gunhild Øeby Nielsen, at regionen vil opleve en øget vækst:

- Vi håber, at projektet vil resultere i en øget omsætning hos virksomheder og organisationer – og dermed også i skabelsen af flere arbejdspladser. Derudover håber vi, at samarbejdet på tværs af kommunerne vil styrke erhvervssamarbejdet i regionen, fortæller Gunhild Øeby Nielsen.

Næste skridt i projektet bliver implementeringen af strategien samt mere konkrete markedsførings- og PR-aktiviteter.

Brandingprojektet er en del af det overordnede vækst-projekt, ”En strøm af oplevelser”, der har Gudenåen i centrum. Initiativerne gennemføres med support fra Midtjysk Turisme og i samarbejde med VisitDenmarks markedskontorer. 
 
Se filmen her.
 
 

Om VisitGudenaa

Foreningen VisitGudenaa er dannet af turistorganisationerne i de syv Gudenå-kommuner – Randers, Viborg, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Horsens og Hedensted Kommune. 

Foreningen har til formål at udvikle og promovere turisme langs Gudenåen og markedsfører således området som én samlet turistdestination.

Målet er at skabe længerevarende ophold og øget omsætning i landområderne, som støder op til Gudenåen. Dette skal ske gennem en hensigtsmæssig forretningsudvikling af de lokale steders særlige natur- og turismemæssige potentialer.

Foreningen er projektholder på projektet, ”Gudenåen - en strøm af oplevelser”.


www.visitgudenaa.com

 

 

De 3 seneste nyheder

Ny praktikant hos Related

Vi har travlt for tiden. Derfor er vi glade for at kunne byde vores nye praktikant Ellen velkommen på holdet...

Related forstærker tech-teamet

Foråret er endelig kommet. Udenfor begynder alting at vokse - og det samme gør Related. Det seneste skud på stammen hedder Niklas Arnell, der skal være en del af Relateds kontor i Stockholm...

Related på udkig efter næste praktikant

Vi har netop indledt jagten på efterårets praktikant...