20. juli 2011
Related har de sidste tre år arbejdet med at gøre Kroatien kendt som et skønt og alsidigt feriemål blandt de danske turister. En af vores seneste tiltag er en specialdesignet Facebook-side med bl.a. nyttig og inspirerende rejseinformation, gæsternes egne ferietips og flotte billedarkiver.
Der er mange overvejelser at gøre sig, inden man som virksomhed, brand eller turistdestination opretter en Facebook-side. Det vigtigste at få på plads er ressourceforbruget og målet med siden. Ellers risikerer det at give kommunikativt bagslag. En vissen Facebook-side er værre end slet ikke at have en side som virksomhed, så siden skal ikke bare laves med baggrund i, at ”Alle andre har én” eller ”Det kunne være sjovt at prøve”.
Vi indledte derfor opgaven med en strategisk briefing, der skulle afklare hele grundlaget for siden: Hvad skulle den kommunikere, hvem er den primære målgruppe, hvordan skulle den holdes opdateret osv. Derefter kom den grafiske udviklingsfase, inden det store tekstarbejde blev sat i gang.
Specialdesignet side
Den danske Facebook-side for Det Kroatiske Turistråd har fået navnet ”Ferie i Kroatien”. Siden har ikke bare de traditionelle menupunkter, som Væg og Billeder, men flere specialudviklede punkter som ”Guide til Kroatien” og ”Del dine bedste ferietips”. Forsiden har også fået en ansigtsløftning i forhold til en standard Facebook-side med en lang række billeder, der viser nogle af de mange ferieformer, der findes i middelhavsparadiset.
Siden skal ikke kun informere. Den skal også give turisterne en ny platform til at komme i dialog med Det Kroatiske Turistråd – og med hinanden. Vi opfordrer derfor til, at turisterne stiller deres Kroatien-relaterede spørgsmål på sidens væg. Vi svarer på spørgsmålene samme sted, så andre kan få glæde af dem i stedet for at skulle stille samme spørgsmål igen. Samtidig har turisterne mulighed for at komme i kontakt med hinanden via debatfunktionen og ved at dele deres bedste ferietips eller kommentere på andres.
Inden længe vil der også komme konkurrencer, debatter og afstemninger på Facebook-siden, samtidig med at den løbende opdateres med nyheder om events fra Kroatien, specielle steder at rejse hen og links til rejseartikler fra de danske dagblade.
Gå til ”Ferie i Kroatien” her
Læs vores 5-trins guide til at komme godt i gang på Facebook