3. marts 2011
66.112 mennesker valgte at tilbringe februars sidste weekend med at drømme sig væk til varmere himmelstrøg i Messecenter Herning til Danmarks største feriemesse ”Ferie for Alle”. Mia Nielsen fra Related var med for at guide turisterne på den kroatiske stand – og for at give gode tips og nye rejseideer til de mange rejsejournalister, der også bruger messen som inspiration.
Det Kroatiske Turistråd havde en kæmpe stand på messen, og mere end 20 tilrejsende kroatere skulle bruge deres indgående kendskab til landet til at inspirere de mange nysgerrige og spørgelystne turister.
- Kroaterne medbringer en masse viden og er rigtig dygtige til at fortælle om landet, men jo desværre kun på engelsk. Så det betød meget for dem at have en dansker på standen, som de kunne hente, når der var sprogbarrierer. Specielt om fredagen, hvor pensionister kommer ind til halv pris, var det en stor fordel, at jeg var til stede som dansktalende. Det vandt vi meget på, fortæller projektleder Mia Nielsen, der til dagligt håndterer alt pressearbejde og turistkontakt for Det Kroatiske Turistråd.
Danskerne er vilde med Kroatien
Om lørdagen på messen viste Ekstra Bladet også, hvad man kan få ud af en messe. De bragte nemlig en stor artikel om, at danskerne er vilde med at rejse til Kroatien.
- De danske messer er en oplagt mulighed for at få snakket med nogle af journalisterne i branchen. Mange af dem er til stede – så det bør man også være, hvis man gerne vil bruge medierne til at brande sit land, hotel eller agentur, fastslår Mia, som hvert år sender omkring 15 danske journalister på pressetur til Kroatien.
Se artiklen ”Danskerne er vilde med Kroatien”