
Rederiet Color Line, der er Danmarks absolut største transportør af danske feriegæster til Norge, ønsker at tiltrække endnu flere danske feriegæster til de norske destinationer og har derfor indgået et samarbejde med Related. Samarbejdet betyder, at Related har ansvar for rederiets PR-aktiviteter – både i forhold til den strategiske planlægning og den operationelle udførelse.
Første punkt i samarbejdet har været, at Related sammen med Color Lines adm. direktør har udarbejdet en PR-strategi. PR-strategien sætter de overordnede rammer for Color Lines PR-indsats.
PR-indsatsen skal bl.a. sikre, at Color Line opnår relevant omtale i de medier, som er vigtige i forhold til at nå Color Lines kernemålgrupper. Herunder ikke mindst de danske feriegæster, som gerne skal kende Color Line som Danmarks førende transportør og udbyder af ferierejser til Norge.
I PR-indsatsen er der derfor fokus på, via de danske nyheds- og rejsemedier, at få fortalt om Color Lines rejser, feriemulighederne i Norge og nye interessante services. Men også mere erhvervsrettede nyheder om rederiets aktiviteter indgår i PR-indsatsen.
Color Line A/S er Norges største – og et af Europas ledende – rederier, som hvert år fragter mere end 4,3 mio. gæster rundt med rederiets seks skibe på de fire internationale ruter mellem Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
Rederiet, som er et datterselskab af Color Group ASA, har en årlig omsætning på over 4,5 mia. kr. og en medarbejderstab på mere end 3.000 medarbejdere fordelt over hele Norden – heraf 160 medarbejdere i Danmark. Selskabet blev etableret i 1990.
www.colorline.dk