8. marts 2013
Related laver oplysningskampagne for læreruddannelserne
Nye, skærpede optagelseskrav til læreruddannelsen betyder, at de nye studerende enten skal have et karaktergennemsnit på 7 eller søge via kvote 2 allerede d. 15. marts - og derefter til en optagelsessamtale. Related har hjulpet de 17 læreruddannelser i Danmark med at formidle netop det budskab via en større kampagne, der både indeholder pressearbejde, viral film, kampagnesite, annoncering og sociale medier.

Til sommer træder nye, skærpede optagelseskrav i kraft, og dermed bliver det sværere at blive lærer. Ændringen sker på baggrund af en reform af læreruddannelsen, der blev vedtaget i juni 2012. Målet med de nye krav er at højne fagligheden på læreruddannelsen og mindske de studerendes frafald.

De potentielle, kommende studerende, der har under 7 i gennemsnit, skal søge om optagelse allerede senest d. 15. marts. For ikke at miste disse ansøgere er det vigtigt at få budskabet om den nye frist og de skærpede krav ud til de kommende studerende. I den forbindelse har Related sammen med de 17 danske læreruddannelser udarbejdet en informationskampagne.

17 læreruddannelser sammen om kampagne
Danmarks 17 læreruddannelser er fordelt på syv professionshøjskoler placeret rundt omkring i landet. Ændringerne i uddannelsen har givet anledning til, at de 17 uddannelser for første gang er gået sammen alle sammen for at formidle det vigtige budskab.

For at skabe et samlet afsæt for kampagnen, er der blevet lavet et fælles kampagnesite, der samler de vigtigste oplysninger om den nye læreruddannelses indhold og optagelseskrav.

Plakater, postkort, film, annoncer etc.
 
Udover websitet er budskabet også formidlet via flere andre kanaler for at ramme bredest muligt, inden ansøgningsfristen udløber:

- Fristen d. 15. marts nærmer sig, så derfor har det været vigtigt med en massiv kommunikationsindsats, der hurtigt kunne nå ud til så mange som muligt. Herunder både ansøgerne selv, men også deres forældre og andre, der er involverede i de unges valg af uddannelse, fortæller Trine Abild fra Related, der er projektleder på kampagnen.

Kampagnematerialet består således også af plakater og postkort, som er blevet uddelt på ungdomsuddannelserne, bannerannoncer på uddannelsernes hjemmesider, annoncering i printmedier samt informationsbreve til studievalgcentre og jobcentre. Derudover er der blevet lavet en film, der i kampagneperioden vises i OBS på DR1, samt en længere, viral udgave til YouTube.

For at skabe bred opmærksomhed om den nye læreruddannelse iværksatte vi en massiv presseindsats med pressemeddelelser, pitch og bred mediekontakt til alle relevante medier. Det resulterede bl.a. i, at uddannelsesminister Morten Østergaard var i Deadline på DR2 for at diskutere den nye læreruddannelse.

Kampagnen løber frem til d. 15. marts, hvor ansøgningsfristen til kvote 2 udløber.

Se kampagnesitet her
 
Se kampagnefilmen her
 
 
 

Om Professionshøjskolerne

Læreruddannelserne udbydes af professionshøjskolerne, som udbyder langt de fleste af de mellemlange, videregående uddannelser i Danmark. Det drejer sig fx om sygeplejerske, fysioterapeut, pædagog, ingeniør mv.

De syv professionshøjskoler, som udbyder læreruddannelser, er: 

Professionshøjskolen Metropol
Professionshøjskolen UCC
University College Lillebælt
University College Nordjylland
University College Sjælland
University College Syddanmark
VIA University College

   www.uc-dk.dk

 

 

 

De 3 seneste nyheder

Ny praktikant hos Related

Vi har travlt for tiden. Derfor er vi glade for at kunne byde vores nye praktikant Ellen velkommen på holdet...

Related forstærker tech-teamet

Foråret er endelig kommet. Udenfor begynder alting at vokse - og det samme gør Related. Det seneste skud på stammen hedder Niklas Arnell, der skal være en del af Relateds kontor i Stockholm...

Related på udkig efter næste praktikant

Vi har netop indledt jagten på efterårets praktikant...