11. marts 2011
Hjemløse, misbrugere og psykisk syge er sjældent dem, der skaber de positive overskrifter i medierne. Men i PR-indsatsen for KFUM’s Sociale Arbejde var dét netop målet, for organisationen har med et målrettet projekt for socialt udsatte mennesker formået at få en stor del tilbage på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse.
En ekstern rapport har netop dokumenteret, at KFUM’s Sociale Arbejde kan noget, andre ikke kan. Via et 4-årigt projekt har 14 af organisationens sociale caféer og bosteder formået at få en stor gruppe socialt udsatte mennesker tilbage i arbejde eller i gang med en uddannelse. Disse mennesker befinder sig ofte særdeles langt fra arbejdsmarkedet pga. misbrug og sociale eller psykiske problemer. Trods deres massive problemer har KFUM’s Sociale Arbejde formået at få 732 personer med i projekt Indsats på Kanten, og ud af dem er 42 pct. kommet i arbejde eller uddannelse. Resultatet overgår langt, hvad man typisk formår i tilsvarende indsatser.
En rapport har netop opgjort det endelige resultat, og det glade budskab er med Relateds hjælp blevet kommunikeret ud til medierne. En målrettet PR-indsats for hver enkelt café og bosted har skabt masser af opmærksomhed blandt aviser og regionale radio- og tv-stationer, som har berettet om den succes, den lokale café eller bosted har med at hjælpe de socialt udsatte. Støtte, tæt kontakt og masser af tid til at lade de udsatte finde fodfæste igen er nogle af de elementer, der gør en forskel.
- Det er en fornøjelse at være med til at udbrede en så positiv nyhed. Forhåbentlig er presseomtalen med til at gøre opmærksom på caféernes og bostedernes kvaliteter og succeser. Projekter og steder som disse er afhængige af frivilliges indsats og offentlige midler, så derfor er det vigtigt, at deres gode resultater også bliver kendt i offentligheden. Det kan PR i høj grad bidrage til, fortæller Mette Louise Ohana, kommunikationsspecialist i Related.
Projekt Indsats på Kanten blev afsluttet ved årsskiftet, men et nyt projekt er allerede i støbeskeen. Organisationen er for nylig blevet tildelt 18,5 millioner kr. fra regeringen fra de såkaldte satspuljemidler til at videreudvikle indsatsen omkring afklaring af udsatte borgere i forhold til arbejdsmarkedet.
I forbindelse med de politiske forhandlinger om satspuljemidlerne i efteråret hjalp Related KFUM’s Sociale Arbejde med at skabe opmærksomhed om deres resultater for at bane vejen for en ny bevilling.
Læs mere om den indsats