1. november 2010
En pressemeddelelse - fire versioner - otte omtaler
Boligcentret Domea holdt åbent hus i september måned i en række lejemål i Trekantsområdet. For at skabe lokal omtale af arrangementet, hjalp vi Domea med en presseaktivitet, som blev versioneret og målrettet til områdets lokalmedier.
Versionering gør nyheden ekstra relevant
Formålet med Domeas åbent-hus arrangement var at vise interesserede boligsøgende i Give, Vejle, Brejning og Egtved, hvad det vil sige at bo til leje i et boligselskab, og hvilke fordele der hører med til det.
- Eftersom arrangementet løb af staben på forskellige tidspunkter og adresser i løbet af åbent-hus weekenden, vurderede vi, at der var gode muligheder i at versionere pressemeddelelsen og udnytte de lokale medier i de enkelte byer. De lokale journalister sætter ofte pris på, at en nyhed har lokal relevans, og derfor er vores erfaring, at det betaler sig at versionere, forklarer Karin Toftegaard Matthiesen, der er kommunikationsspecialist i Related og fortsætter:
- Versioneringen gik ganske enkelt ud på at vinkle de enkelte pressemeddelelser, så de indeholdt en lokal vinkel samt de konkrete oplysninger om tid og sted for arrangementet i det relevante lokalområde. På den måde er det lettest muligt for journalisterne at arbejde med pressemeddelelsen.
Flotte omtaler
Resultatet var da også til at få øje på – ikke mindre end otte lokalmedier i de fire områder valgte at bringe historien – i flere tilfælde med store og flotte billeder fra Domeas lejemål, som var sendt ud sammen med pressemeddelelsen.
For Domea gav den flotte lokale omtale da også stor værdi, fordi der dukkede et uventet stort antal besøgende op til arrangementerne – og det skyldes i høj grad, at de lokale medier faktisk læses af rigtig mange mennesker og derfor ikke skal undervurderes - trods deres ikke så store oplag.