
Related står bag en ny jobportal til ASE - et digitalt beskæftigelsesforum, der giver en unik mulighed til ASE’s godt 100.000 selvstændige medlemmer for gratis annoncering efter arbejdskraft. Udover at være en slags ”dating for selvstændige”, er www.jobase.dk også en ekstra service til ASE’s lønmodtagere og ledige medlemmer, der giver dem mulighed for at oprette CV’er og søge efter nye jobs.
Hvorfor endnu en jobportal?
Der findes i forvejen en lang række jobportaler på markedet, så hvorfor egentlig bruge energi og ressourcer på at sætte endnu en portal i søen? Hvad får medlemmerne ud af det?
Vicedirektør Karsten Mølgaard Jensen tøver ikke med svaret:
- Udover at være økonomisk attraktiv kan vi med Relateds assistance tilbyde en yderst brugervenlig løsning, hvor vores medlemmer uden særlige forudsætninger nemt kan oprette en effektiv jobannonce. Værktøjerne er umiddelbart tilgængelige også for uerfarne brugere, der ikke er vant til at færdes på jobportaler.
Indholdsmæssigt har Related desuden bidraget med en lang række vejledninger fra A-Z henvendt til både selvstændige og jobsøgere. Her kan brugerne fra hver sin ende af skrivebordet finde inspiration og rådgivning om de væsentligste processer, og om hvordan budskabet præsenteres bedst muligt.
Med fra første færd
Related har været en central medspiller fra det allerførste spadestik og har leveret en samlet løsning med design, CMS, indhold og integration til ASE’s medlemsdatabase. Efter en grundig foranalyse og en workshop med de relevante parter har det været et intenst udviklingsforløb, hvor design, den systemmæssige motor og indhold er blevet etableret i et tæt, konstruktivt samarbejde.
Næste spadestik
Festen stopper dog ikke her. I samarbejde med Related er der allerede masser af ideer på tegnebrættet, der kan styrke portalen som en platform for kommunikation, bedre service og mere direkte rådgivning til ASE’s medlemmer.
Karsten Mølgaard Jensen har tydeligvis store ambitioner med den nye jobportal:
- Udviklingspotentialet med nye digitale medier er enormt for både de selvstændige og jobsøgende medlemmer i ASE. Og hvem ved? Måske bliver ASE i fremtiden ikke alene Danmarks største erhvervsorganisation for selvstændige, men også landets største jobformidling.
JobASE jobportal
A-kassen ASE har hovedkontor på Frederiksberg i København og blev grundlagt i 1976. ASE er i dag en af Danmarks største, uafhængige a-kasser for både selvstændige og lønmodtagere med cirka 150.000 medlemmer.
ASE udbetaler dagpenge til ledige og giver vejledning, rådgivning og kurser med fokus på at få den ledige tilbage på arbejdsmarkedet. ASE driver desuden jobportalen JobASE.dk, som formidler kontakt mellem jobsøgende og virksomheder.
www.ase.dk