25. august 2011
PR-strategi for eKvittering
En god forretningsidé gør det ikke alene. Det er også nødvendigt at kommunikere idéen. Derfor har eKvittering søgt input hos Related. Første skridt var en PR-strategi, og nu har vi taget hul på at producere indholdet til bl.a. en række erhvervscases.
De fleste har prøvet at rode i skuffer og lommer efter en gammel kvittering. Det er frustrerende. Men nu er hjælpen nær til alle dem, der har problemer med at finde gamle kvitteringer frem.
Firmaet eKvittering står bag en teknisk løsning, som kan holde styr på kvitteringerne. Det kræver bare, at man har en profil på ekvittering.dk. Hver gang man bruger sit betalingskort i en af de tilmeldte butikker, ryger kvitteringen direkte ind i ens elektroniske arkiv på hjemmesiden.
Det er en god forretningsidé, men opmærksomheden kommer ikke af sig selv. Det kræver kendskab til medierne og en målrettet PR-indsats. eKvittering har derfor søgt hjælp hos Related.
To mål med erhvervscases
I første omgang har vi udarbejdet en PR-strategi og en handlingsplan med en række idéer til effektiv kommunikation.
En af de idéer, der stod øverst på listen, var en håndfuld erhvervscases. eKvittering samarbejder med en lang række velkendte kæder som fx Bilka, Haahr Benzin, Sportigan, og det er vigtigt at få det kommunikeret bredt ud. Dels fordi det kan hjælpe virksomheden med at tiltrække endnu flere kæder og erhvervspartnere, dels fordi kendte butikker er med til at tiltrække flere forbrugere.
De forskellige erhvervscases indeholder statements og beskrivelser af samarbejdet, og de skal bruges i salgsmateriale, på hjemmesiden og i kontakten med medierne.
Handlingsplanen viste mange andre muligheder. Efter planen går vi senere på året i gang med at udsende pressemeddelelser, forbedre hjemmesiden og styrke indsatsen for eKvittering på de sociale medier – for yderligere at skabe opmærksomhed om virksomhedens gode idé.