25. marts 2011
Michael og Susanne gav masser af omtale
Michael og Susanne er dårlige betalere. Sådan lød seneste pressemeddelelse fra Debitor Registret, som fik masser af opmærksomhed i landets dagblade og netaviser. Et godt bevis på, at skæve historier nogle gange kan komme længere end tørre tal og facts.
Man behøver bare at tage et kig på netavisernes oversigt over de mest læste artikler for at opdage, at det sjældent er politiske historier, konflikter og andre nyheder med tyngde, som får mest opmærksomhed fra læserne. Skandaler, sex eller en sjov historie med en fængende overskrift er derimod noget, der pirrer vores nysgerrighed og genererer klik i selv de mere seriøse nyhedsmedier.
Det blev endnu engang dokumenteret, da Related for nyligt udsendte en pressemeddelelse for Debitor Registeret om, hvilke navne, postnumre og aldersgrupper, der oftest gemmer sig bag tallene om landets dårlige betalere. Historien om Michael og Susanne på 44 år fra København S, der har problemer med at betale deres regninger, gav masser af omtale i omkring 50 medier bl.a. Berlingske, TV2 Finans.dk og Dr.dk.